Ingrediensliste med allergener og QUID
Færdigpakkede fødevarer skal mærkes med bestemte informationer. Blandt andet skal der på fødevaren fremgå en ingrediensliste med information om allergene ingredienser og angivelse af mængder for visse ingredienser, også kaldet kvantitativ ingrediensdeklaration eller QUID.
I tracezilla kan du automatisk få forslag til ingrendiensliste inkl. allergener og QUID til de varearter, du producerer. Forslagene genereres på otte forskellige sprog og oprettes på baggrund af dine opskrifter (læs mere om opskrifter her). Ingredienserne angives i rækkefølge efter faldende vægt.
VIGTIGT: Forslagene er vejledende og anvendes på eget ansvar.
Et forslag til en ingrediensliste kan for eksempel se således ud:
For at tracezilla kan generere en fyldestgørende ingrediensliste, skal der oprettes hhv. ingredienser og allergener, som kobles til de relevante råvarer, der indgår i den producerede vareart. I opskriften for den producerede vareart skal det markeres, om en råvare er en sammensat ingrediens samt om mængden af råvaren skal angives i ingredienslisten (QUID).
I det følgende er de enkelte trin beskrevet.
Ingredienser
Ingredienser findes under Virksomhedsindstillinger i sektionen Strukturer og klassifikationer. Ingredienser giver mulighed for at fortælle tracezilla, hvordan en vareart skal angives i ingredienslister på hhv. dansk, engelsk, fransk, svensk, tysk, finsk, norsk og ukrainsk.
Der skal oprettes en ingrediens for hver enkelt råvare eller gruppe af råvarer, som skal deklareres ens i ingredienslister. En ny ingrediens oprettes ved at klikke Tilføj ingrediens i øverste højre hjørne.
I dialogvinduet tilføjes ingrediensens navn. Det kan være en god idé også at angive varenummer eller varenumre i navnet, så der ikke er tvivl om, hvilken eller hvilke varearter, ingrediensen dækker. Under oversættelser angives den tekst, som ønskes i ingredienslisten på de respektive sprog.
Hvis ingrediensen er et tilsætningsstof med et E-nummer, angives E-nummeret i feltet E-nummer og i oversættelsen angives tilsætningsstoffets kategori i henhold til reglerne beskrevet i EUs fødevareforordning (se vejledningen Fødevaremærkning for links til gældende regler). Hvis det ikke ønskes at deklarere tilsætningsstoffer med E-nummer men i stedet med specifik betegnelse (f.eks. antioxidant: rosmarinekstrakt), skrives det hele i oversættelsen.
Nogle råvarer er sammensatte ingredienser, dvs. at de består af flere ingredienser, der skal deklareres hver for sig. Det er f.eks. ikke fyldestgørende at skrive grøntsagsbouillon, det er nødvendigt også at oplyse hver enkelt ingrediens i bouillonen. Hvis en råvare er en sammensat ingrediens, sættes flueben i Sammensat ingrediens på ingrediensen, der hører til den pågældende råvare. Den resterende opsætning er beskrevet i afsnittet Sammensatte ingredienser nedenfor.
Det er muligt at masse-oprette ingredienser med en importskabelon. Klik Importér i øverste højre hjørne og Hent importskabelon. I skabelonen udfyldes kolonne B Standard navn og den eller de oversættelser, der er relevante (kolonne E-L) samt evt. kolonne C Sammensat ingrediens og kolonne D E-nummer. Herefter gemmes skabelonen og uploades ved igen at klikke Importér og Upload fil.
Sammensatte ingredienser
Hvis en råvare er en sammensat ingrediens, anføres den i ingredienslisten efter sin samlede vægt i den producerede vareart efterfulgt af en opremsning af de ingredienser, der indgår i den sammensatte ingrediens, i parentes.
Som for andre råvarer oprettes en ingrediens (se ovenfor) og der sættes flueben i Sammensat ingrediens. Yderligere skal ingredienserne, der indgår i råvaren, oprettes på varearten i produktinformationerne (PIM), under fanen Beskrivelser, i feltet Ingredienser.
Når en råvare er registreret som en sammensat ingrediens, overføres denne indstilling til de opskrifter, som råvaren anvendes i. Indstillingen findes ved at klikke på varearten i opskriftsvisningen og vælge fanen Avanceret i dialogvinduet. Her skal der være flueben i Sammensat ingrediens. Hvis fluebenet fjernes, behandles råvaren ikke som en sammensat ingrediens i ingredienslisten for den færdigvare, som opskriften producerer.
Vær opmærksom på, at eksisterende opskrifter ikke opdateres, selvom en ingrediens registreres som en sammensat ingrediens. I disse tilfælde skal råvaren i stedet registreres som en sammensat ingrediens i de enkelte opskrifter.
Allergene ingredienser
Allergene ingredienser registreres ved hjælp af funktionen Mængdeangivelser. Funktionen findes under Virksomhedsindstillinger i sektionen Strukturer og klassifikationer.
Der skal oprettes en mængdeangivelse for hver enkelt ingrediens, der indeholder et allergen. En ny mængdeangivelse oprettes ved at klikke Tilføj ny i øverste højre hjørne. Mængdeangivelser har en række forskellige anvendelser i tracezilla og funktionen har derfor felter, som ikke er relevante for allergener.
En mængdeangivelse til en allergen ingrediens oprettes således:
Felt | Beskrivelse |
---|---|
Navn | Opret et navn, der er meningsfuldt ift. ingrediensen, tilføj evt. varenummer på den/de varearter, som den allergene ingrediens passer til. |
Referencekode | Opret et nummersystem, som giver god søgbarhed, f.eks. en forkortelse samt et antal cifre. |
Beregningsgrundlag | Ikke relevant for allergener, sæt til Faktureret. |
Brug mængder fra | Ikke relevant for allergener, spring over. |
Enhed | Sæt til vareartens primære måleenhed. |
Tags | Ikke nødvendig men kan bruges. |
Er denne mængdeangivelse aktiv? | Ja. |
Omkostningskategori | Ikke relevant for allergener, sæt til Andet. |
Enhedspris | Ikke relevant for allergener, sæt til 0. |
Komponent | Komponenter har flere funktioner i tracezilla. I forhold til allergener kan komponenter bruges til at angive, hvilken allergener varearten indeholder. Hvis der både er valgt en komponent på en mængdeangivelse, og det er angivet, at mængdeangivelsen er en allergene, vises der et ikon for allergenen i vareartoversigten og i opskrifter m.fl. |
Er ingrediens? | Ja. |
Er allergene? | Ja. |
Ingrediens | Vælg den ingrediens, som mængdeangivelsen relaterer sig til. Når der tilknyttes en ingrediens, vises allergenen på de oprettede sprog i PIM på varearten. |
Affaldskategori Affaldsdestination Affaldsmateriale | Ikke relevant for allergener, spring over. |
Det er muligt at masse-oprette mængdeangivelser med en importskabelon. Klik Importér i øverste højre hjørne og Hent importskabelon. I skabelonen udfyldes de relevante kolonner. Herefter gemmes skabelonen og uploades ved igen at klikke Importér og Upload fil.
Sådan kobles ingredienser og allergener til varearter
Både ingredienser og allergener kobles til en vareart på varekortet. Gå til Lager og Varearter, søg den relevante vareart frem og åbn varekortet.
På fanen Navne og ident. registreres ingrediensen i feltet Ingrediens.
På fanen Mængdeangivelser registreres vareartens allergenstatus. Det er muligt at søge i mængdeangivelserne på enten referencekode eller navn. Der skelnes mellem, om varearten indeholder et allergen eller blot kan indeholde spor af et allergen, da “kan indeholde spor af” ikke skal angives i ingredienslisten. Både “indeholder” og “spor af” vises i allergene-feltet i PIM.
Det er muligt at masse-opdatere eksisterende varearter med ingrediens og allergene-mængdeangivelser med en importskabelon. Klik Importér i øverste højre hjørne og Hent importskabelon. I skabelonen udfyldes ingrediens for den enkelte vareart i kolonne K i fanen Varearter, mens allergene-mængdeangivelsen udfyldes i fanen Mængdeangivelser, kolonne D (mængdeangivelsens referencekode) og/eller kolonne E (mængdeangivelsens navn) samt kolonne H (allergenstatus). Herefter gemmes skabelonen og uploades ved igen at klikke Importér og Upload fil.
Kvantitativ ingrediensdeklaration (QUID)
Ifølge fødevareforordningen skal det procentuelle indhold af visse ingredienser angives i varens ingrediensliste, f.eks. når ingrediensen indgår i varebetegnelsen. I “tomatsuppe” skal mængden af tomat således angives i ingredienslisten.
Hvis en ingrediens i en produceret vare falder ind under reglerne for QUID, skal ingrediensen markeres i opskriften for den producerede vareart. Find opskriften under Produktion og Opskrifter og gå ind på opskriftsvisningen. Klik på den vareart, som skal markeres. Vælg fanen Avanceret i dialogvinduet og sæt flueben i Kvantitativ ingrediensdeklaration (QUID).
Certificeringsordninger
Certificeringsordninger som f.eks. økologi eller fairtrade kan vises i det automatiske forslag til ingredienslisten for en produceret vareart. Certificeringsordningen skal være oprettet på de relevante råvarer og aktiveret til brug i ingredienslister.
En oversigt over eksisterende certificeringsordninger findes under Virksomhedsindstillinger i sektionen Strukturer og klassifikationer. I oversigten kan en certificeringsordning redigeres ved at klikke på den. Her er det muligt at oprette oversættelser til certificeringsordningen og aktivere dem til brug i ingredienslister.
Automatiske forslag til ingredienslister
Med de ovenstående elementer sat op vil tracezilla automatisk komme med et forslag til ingredienslisten. Forslaget findes på den producerede vareart i PIM under fanen Beskrivelser. Start med at slå beskrivelserne til. Herefter vises forslagene på otte sprog. Vær opmærksom på, at tracezilla trækker data fra ingrediensnavnet til de sprog, hvor der ikke er oprettet en oversættelse på ingrediensen.
Ingredienslisten på det ønskede sprog kan kopieres fra forslaget og indsættes i feltet Ingredienser. Her kan det redigeres efter behov. Fra feltet Ingredienser kan informationen trækkes til produktlabels og -specifikationer eller dataudtræk til Nicelabel (det kræver modulet Power Pack).
En varearts aktuelle ingrediensliste og tracezillas forslag til ingrediensliste samt de aktuelle allergener og tracezillas forslag til allergener vises på opskriften for varearten. Det er muligt at redigere produktinformationerne direkte fra opskriften.
Handelsvarer
Produktinformationerne kan også anvendes til handelsvarer. Her genererer tracezilla ikke forslag til ingredienslister, men ingredienslister samt øvrige beskrivelser fra leverandører kan gemmes på varearterne, så der f.eks. kan trækkes data til at oprette produktspecifikationer.